Soul vacation

Posted by on okt 8, 2010 in Coaching artikler | 0 comments

Lørdag gik jeg og malede lidt på overetagen her i sommerhuset på Fyn, som for en periode i mit liv kommer til at fungere som helårshus. Og mens jeg svingede penslen, lyttede jeg til Train’s megahit Drops of Jupiter… Faktisk er mit sind fuldstændig besat af sangtekster i øjeblikket, for hvad end jeg lytter til, så er det som om, at alle sangteksterne vil sige mig noget. Jeg har hørt nogle af sangene til hudløshed, men det er først nu, at der træder en ny dybden ind i forståelsen af budskaberne. Måske er jeg netop nu klar til at lytte til de vise ord, måske ved sangskriveren slet ikke selv at teksten er genial, og måske kommunikere vi som mennesker generelt bare ubevidst på flere niveauer og kan aldrig helt vide, på hvilket niveau vi bliver forstået. Vi indsamler konstant individuel viden, som legoklodser, og vi er altid selv herre over, hvilken figur vi vil bygge, afhængig af kreativitet og erfaring.

Pludselig landede brudstykker af teksten for mig;

“Now that she’s back in the atmosphere,

with drop of Jupiter in her hair

She acts like summer and walks like rain,

reminds me that there’s a time to change

Since the return from her stay on the moon,

she listens like spring and talks like June

Now that’s she’s back from that soul vacation,

tracing her way through the constellation

She checks out Mozart while she does tea-bo,

reminds me that there’s room to grow…. “

TRAIN

 

For gud hvor har jeg også været ude i rummet ren mentalt, jeg følte et stik i brystet, da TRAIN sang soul vacation, samt at jeg tænkte på bogen Eat, pray, love (Elizabeth Gilbert) – der snart har præmiere i de danske biografer med Julie Roberts i hovedrollen. Hvornår er det lige at vi stopper op i livet og rejser mentalt ud i rummet? Eller fysisk som Elizabeth? Og så for et helt år? Hvornår giver vi os selv lov til at lytte til os selv, dybt inde, lytte til verden omkring os, se hvad der virkelig sker, se med åbne og nysgerrige øjne?

Min soul vacation var absolut med tvungen deltagelse, jeg blev lagt ned, overvældet af livets mange valgmuligheder, ansvarlighed og identitetssøgen. Den kliniske verden kalder det en depression, den spirituelle verden kalder det blot en indre hovedrengøring, hvilken ikke skal nydes med medicin, men med følelser, indlevelse og action! Så det har jeg gjort. Min rejse til jupiter var ledsaget af min co-pilot, min herlige psykolog, der deler min spirituelle opfattelse og ståsted i verden. Livet er andet end kognitiv terapi, heldigvis. For hvad nytter det, at trykke endnu mere på tænke-knappen, når mine følelser, krops- og sjælsbevidsthed trænger til fokus? Det er balancen i livet, der sætter os fri.

Humøret og livsgnisten er tilbage, dog med efterveer af kognitive udfordringer, som kræver daglig hjernegymnastik for at speede processeren op igen. CPU’en er lidt støvet for tiden 😉

“Jeg har set det meste, prøvet lidt af hvert, jeg har haft det let og haft det svært. Brændt mit lys i begge ender, koste hvad det vil, ind imellem er det det der skal til. Nu sidder jeg og griner, smiler af mig selv, alt det jeg troede var væk for altid, vender tilbage alligevel – jeg er: Glad igen, ovenpå, med igen, dagen efter dagen derpå…” (c) Thomas Helmig

Jeg har tit skrålet med på denne sang, og mest når mine tårer er stoppet efter et kærlighedsbrud. Men nu, nu vil teksten mig noget nyt. At brænde ens lys i begge ender, det er præcis den følelse jeg havde, da jeg lå der, helt stille, uden lys, uden energi, som et tomt hylster. Men havde jeg vidst, at et plateau af indsigt var på vej mod mig, havde jeg også været i stand til at synge med på verset koste hvad det vil, ind imellem, er det det der skal til… For F**k hvor er det hård kost, at skulle se sig selv i spejlet, uden gnist, begejstring, med tomme øjne og en pladespiller i hovedet, der har sat sig fast i rillen af håbløshed, afmagt og kognitiv bedrag.

Heldigvis har jeg lyst til, at mine oplevelser og indsigt en dag kommer samlet til syne i min manifestation af bogtitlen Hvem har slukket dit lys?

Selvom det for mig er en gave af indsigt, så ved jeg, at stress og depression ikke er gaver for de fleste og bestemt heller ikke for samfundets husholdningskonto. Vi skal alle blive bedre til at tænde hinandens lys, at pleje de kvaliteter og bidrag, vi naturligt gerne vil give til verden. Vi skal blive bedre til at pleje os selv, at kende os selv først, inden vi kan vide hvad vi har brug for.

Jeg oplevede Emilia Van Hauen til et foredrag om hendes bog Farvel egofest – og goddag til formål og fællesskaber, hvor egoisten er blevet usmart. Men vi er nød til at bruge tiden på os selv, før vi kan pleje fællesskabet. Det er ikke andet end flyveturens sikkerheds foreskrift, at tage iltmasken på selv, før du kan hjælpe andre. Hvis du skal kunne prioritere dine aktiviteter og hermed valg i dit eget liv, skal du kende dine grundværdier. Jeg kender ikke ret mange, der faktisk selv er klar over, hvilke grundværdier deres liv skal bygges på, eller ved hvornår det er på tide at opdatere listen. Vi prædiker til virksomheder, at deres værdier, vision og mission skal gennemsyre organisationen, så kunderne og medarbejdere har klarhed og gennemsigtighed. Men hvad med os selv? Render vi ikke bare rundt som skygger af os selv med forskellige masker til forskellige situationer? Hvem er autentisk, konsistent og i overensstemmelse med de personlige grundværdier? Sådan cirka… hele tiden? Jeg kender faktisk ikke nogen. Og det er jo også bare en naturlig forlængelse af den barndom vi alle har været igennem, hvor vi skulle passe ind og måtte sno os for at få vores egne agendaen igennem. Vi er da alle, i alle aldre, mestre i maskedans, klart.

Men maskerne har en bagside, en pris der skal betales. Og igen, som et stik i brystet, blev jeg på ny ramt af Louise Hoffsten’s tekst: Box full of faces fra 1995:

When you lose face, it’s good to have one in reserve

A soul with no face, would surly be void in this world

Wrapped in foil, for pain and for joy…

Without any face, feet would be dancing with death

Leaving no trace, heart burning up in it’s breath

Laying in a hole, exchanging your soul

A box full of faces – a box full of tears (c) Louise Hoffsten

 

At skrive denne blog i dag, var som at fjerne én af mine masker. OK-masken. Jeg er altid OK, fejler intet, føler intet, alt kører glat, det er min OK-maske. Min fejlfri-maske. Jeg er klar til at tage den af. Og når vi fjerner en maske, forløser vi også en skygge, skyggen der er fuld af fejl eller ufuldkommen. Jeg fjerner en energiblokering, en prop i systemet, jeg har haft mentalt besøg af en spirituel vvs’er.

Måske giver noget af min tekst mening for dig. Måske giver det dig en anden mening, en anden dag du læser den. Sådan er det med visdom og legoklodserne. Så spørg dig selv i dag:

 

Hvilke (sang)tekster berører dig?

Kender du dine grundværdier?

Hvilke masker render du rundt med?

Hvilke masker og skygger er du parat til at give slip på

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *