Intention – hvad vil du bestille?

Posted by on jun 6, 2015 in Coaching artikler | 0 comments

Intention – hvad vil du bestille?

Universet: Hvad skulle det være?

Mig: Det ved jeg ikke!

Universet: Nå, men så kan jeg ikke opfylde dine ønsker. 

Mig: Hmm…..

 

Din intention, dit fokus, dit valg.

Det er ikke længe siden at jeg var på kursus. Vi havde en ekstern proceskonsulent til at facilitere vores kommende teamarbejde. Det er blevet ret almindeligt at tjekke ind og tjekke ud. Alligevel så var der nogle af mine kolleger der fandt processen mærkværdig. Hvad skal jeg tjekke ind med? Godt humør? En kanelstang? Brok?

At tjekke ind og at stille fokus handler om bevidsthed. At du i processen bliver bevidst om, hvad du har brug for at stille fokus på. Og for nogle hvad din intention er. Tænk på at når du kommer ind på en restaurant, så sætter du dig ned, kigger på menukortet, mærker efter, næsten smager efter, hvad du godt kunne tænke dig. Men hvad nu hvis du slet ikke ved hvad du gerne vil have? Eller endnu værre, du ved hvad du gerne vil have, men får ikke bestilt den ret som du gerne vil have, enten fordi den er for dyr, eller fordi den måske er ret maskulin og du hellere vil ligne en yndig dansemus der altid spiser salat? Hvis du ikke er ærlig og præcis med din bestilling, så kan tjeneren absolut ikke gøre sit arbejde. Og det kan universet i øvrigt heller ikke.

Hvor tit ved du godt hvad du vil? Men får ikke handlet på det?

Alt for tit! Jeg er selv en kujon på det område. Jeg beklager, men første skridt er at indrømme overfor dig selv at det er svært at forfølge de impulser og følelser der faktisk guider mig dagligt. Jeg bor oppe i mit hovede. Mit hovede får lov til at bestemme hvad der sker i mit liv. Jeg må bare igen indrømme at mit hoved ikke er den bedste bestyrelse for mit liv, for det er lidt et kedeligt, forudsigende, alt for voksent, tørt liv, som mit hoved tør at være med til. Mit hjerte er langt mere dristig, impulsiv, brændende og bankende. Hvilket liv vil du helst leve?

Vi skal alle være bedre til at leve, nyde livet. Èn ting jeg lagde mærke til i går i TV, da vi havde 100 års dag for kvinders stemmeret, det var, at de ældre kvinder ønskede et liv med mere humor. Deres kampe havde faktisk været fyldt med humor. Jeg tror desværre tidsånden har gjort os for alvorlige, for kedelige, for over-ansvarlige. Vores deltagelse i de sociale medier handler alt for meget om at fremvise det perfekte liv, der er langt mellem selvironien, rynkerne, de dårlige dage og alt det vi gerne vil, men ikke tør udleve.

Så derfor kræver det mod, vilje og livstørst, at vælge at leve og handle efter din intuition, sætte din intention, og kontinuerlig handle i tråd med det du gerne vil.

Første skridt er at tage det første skridt 😉

Lev dit liv fra hjertet

Camilla

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *