En åben dør i mørket

Posted by on nov 1, 2013 in Coaching artikler | 1 comment

Sommeren er forbi – men livet det bliver ved

Kom nu – ingenting vil blive som før

i dit mørke rum gemmer sig en åben dør

(S.Salomonsen)

Jeg må indrømme at min liv har taget en drejning, et forlist forhold og status som singlemor er en realitet. Vi har kæmpet, konsulteret adskillige terapeuter, vi har gjort hvad der skulle til og alligevel må vi anerkende, at den ønskede succes udeblev. Valget er klart, handlingen foretaget og nu står jeg tilbage og oplever livet, som det nu er… Ikke som jeg havde forestillet mig det, eller ønsket mig det, men bare sådan som det nu engang er.

Jeg er i proces. Jeg har verdens bedste værktøjer, jeg er uddannet hos Debbie Ford, og det giver en sindsro, for jeg ved at jeg er helt ok, at alting med tiden bliver ok, at livet går videre, at mine kapitler igen vil blive fyldt med gode historier. At sorgen over at være ansvarlig for at give mine børn en opvækst uden et hjem fyldt med både mor og far, også en dag vil forsvinde og når følelserne har lagt sig, kan se, at beslutningen var bedst for alle. Mine børn skal vide hvad kærlighed er, for livet er kærlighed.

At skrive heler mig. Det er sikkert ikke alle i mine omgivelser der vil værdsætte min officielle ærlighed, men hvis jeg kan hjælpe mig selv og evt inspirere andre i samme situation, så giver det perfekt mening for mig.

Jeg sidder og kigger ud på vandet, det kolde efterår, der er kommet for at blive. Mit havebord ligger knust efter stormen og jeg orker faktisk ikke at flytte på det endnu. Symbolikken trives jeg med. Jeg har ommøbleret stuen, så jeg fysisk kan se og mærke et før og et efter. Jeg har brug for ikke at stå stille, ikke at lade mig overvælde, jeg har taget en beslutning om, at jeg kun kan blive stærkere. Min viljestyrke er stærk lige nu. Jeg tager løbevognen med begge unger og løber til vuggestuen i Drejens med den største, selvom lånebilen fra mine forældre står lige ude foran. Jeg ved at det giver mig nødvendig energi og en vis portion stolthed.

Og lige her vil jeg gerne dele en meget vigtig erfaring med dig, kære læser. Det vigtigste for mig, det jeg har lært mest af i mine coachinguddannelser, og som jeg havde allermest brug for at lære, det er, at vi har altid et valg. Det er så simpelt, men vi træffer så uendelig mange valg i løbet af en dag. De er bittesmå, vi opdager dem ikke, mange af vores valg er ubevidste, men indrøm det, du træffer et valg om, hvornår og hvordan du står op, du vælger din sindsstemning, skal det være en god dag eller en dårlig dag. Du vælger hvilken morgenmad du selv skal have, hvilken dine børn skal have, om I skal se morgenfjernsyn, om der skal levende lys på bordet, om der er 10 minutter ekstra tid til lige at sætte dig ned på stuegulvet og lege med dine børn. Hvornår du går i bad, om håret skal vaskes eller ej, hvilket tøj du skal have på, hvilken øjenskyggefarve… Hvornår og hvordan du kommer i vuggestue, evt på arbejde… Og indtil videre har jeg sikkert glemt en hulens masse andre valg du tager og dagen er næsten ikke startet endnu. Kan du følge mig? Alle dine valg vil enten gøre dig stærkere eller svagere. Hvert valg tæller… Hvert valg er enten i tråd med den du er og de værdier der definere dig, eller ej.

Oveni, at vi altid har et valg, så har jeg lært, at vi kan bedrage os selv til at tro, at der i nogle situationer ikke er et reelt valg. F.eks. når vi oplever et dilemma, hvor begge udfald forestilles lige dårlige… Men der er altid et valg og der er altid et valg der er bedst for dig og mig, tro mig. Det er faktisk sådan at livet hænger sammen. Og når vi vælger ikke at vælge, så står vi stille.

Så i min livssituation lige nu, som for nogle vil føles som en reel livskrise, så ved jeg, at min egen tilgang til sorgen, forandringen, processen mod et helt normalt liv og en dag igen at have romantiske forhåbninger og igen at opleve forelskelsen og kærligheden, så er jeg altså den eneste til at tage ansvar, at træffe styrkende valg, at passe på mig selv og være hamrende egoistisk. Det er kun mig der ved hvad der er bedst for mig, hvordan jeg får min energi tilbage og lever i accept med min livssituation.

 

Og jeg står stærk her i dag, fordi jeg har turde indrømme, at jeg har og er sikket stadigvæk, bange for hvad der gemmer sig bag døren. Det kan faktisk føles godt at stå helt stille, ikke at vælge, netop fordi at frygten for, usikkerheden, hvad der sker når vi lukker en dør. Vil der så også være noget mindst ligeså godt på den anden side af en ny åben dør? Tør du tro? Må du tro? Måske er du også vokset op med ordsproget: Du ved hvad du har og ikke hvad du får…? Ergo, så bliv du hellere stående og nyd visheden… Men hvis du nu ikke trives og ikke er glad, du har ingen energi og kærligheden er væk, når mørket bliver mørkt nok, så tændes der alligevel et spinkelt håb om, at for at jeg kan eksistere i dette liv, så må der altså være mere i livet, end der vi er nu. Og ja, letheden voksede hos mig, da jeg traf et valg, ikke et nemt valg, men et valg der er sundt for mig, sundt for mine børn, og sundt for min ekskæreste. Udefra set, ser det ikke lige pt sundt ud, men hele min kropsstamme er stærk, bevidst og i fin kontakt med min indre stemme. Jeg er OK. I i baggrunden kan jeg høre Sanne Salomonsen “lyt til stemmen fra mit hjerte – den tager så sjældent fejl…”

 

Mit mantra lige nu:

 

Du har altid et valg

valget vil gøre dig stærk eller svag

valget er dit og kun dit hjerte kender svaret…

 

Livet er kærlighed, lad dig aldrig fristet til at tro andet

Kun dine handlinger vil fortælle hvem du er og hvad du tror på

Jeg er i proces og jeg er helt OK 😉

One Comment

  1. This site was… how do you say it? Relevant!! Finally I’ve
    found something that helped me. Thank you!

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *