Coaching artikler

Ubalance

Posted by on jan 10, 2011 in Coaching artikler | 0 comments

Ja for pokker! Nu har TV2 talt om fedme i et par dage efter en ernæringsekspert i Norge udtalte, at fede mennesker ikke er syge, de er bare dovne! Fedme er kun et personligt ansvar og altså ikke genetisk betinget eller forbundet med andre kollektive undskyldninger man nu kan finde på. Dette er selvfølgelig for en masse overvægtige, 1,3 mio her i Danmark, et slag i dellerne, at nu er der ingen undskyldninger tilbage…. !

Jeg har aldrig selv været i tvivl, fedme er et personligt anliggende og ansvar. Den eneste undskyldning for fedme jeg kan se er, at vi i Danmark simpelthen ikke uddanner os som hele mennesker. Vi er ikke kompetente nok til at forstå vores egen psyke og dens spilleregler.

Ubalancen, er for mig en konto der ikke stemmer. Om mennesker vælger fedt, penge, sprit, stoffer, mad eller noget helt andet, så falder ubalancen ind under samme ubalance i psyken. Jeg oplever at vi har kulturelle skygger, altså, at der er ubalancer der er mere tilladte end andre. Måske kan man ligefrem konkludere at de ubalancer hos os selv der påvirker andre, de er mindre acceptable. F.eks.:

  • folk der ikke kan finde balance i pengesystemet vil blive konfronteret af bankrådgiveren, familien, vennerne og selv opleve begrænsningerne der indtræder lidt efter lidt, den personlige handlefrihed bliver gradvis indskrænket.
  • folk der ikke kan finde balance i alkoholindtaget vil blive konfronteret af familien, måske arbejdspladsen, måske overgå til ubalance i pengesystemet og igen bliver livet bare mere tåget, begrænset som f.eks. med et mistet kørekort. Og folk omkring vil langsomt tage afstand.
  • folk der misbruger stoffer kommer i kløerne på et afhængighedssystem og penge bliver hurtigt en knap resource. Kriminalitet bliver måske næste ubalance der indtræder.

Ligemeget hvilken variant vi mennesker vælger som ubalance i vores liv, så er det grundlæggende for alle, at der er en høj grad af svigt til andre og os selv, ansvarsfraskrivelse og en virkelighedsflugt af kaliber!

Men at se et menneske gennem andre øjne, med empati, nærvær og nysgerrighed, så vil du se mennesker med sår i sjælen, ubevidste psykologiske processer der har overtaget og skriger på opmærksomhed!

Vender vi tilbage til maden, masser af mad eller ingen mad, så er vi havnet i en kollektiv diffus ubalance. Overvægtige kæmper en kamp for at fastholde at fedme er et personligt problem med upersonligt ansvar! Historisk har det været godt at have lidt sul på kroppen og nu kæmper vi med catwalkmodellernes synlige ribben. Fra direkte fedtfokusering til nu 360 graders sundhedsfokusering a la Kernesundfamilie. Vi har alle en mening om det sunde lette liv, men en angst for at blande os. Ubalancen er ikke anderledes end ubalancen med pengene, alkoholen eller stofferne. Misbrug af fedt handler også om svigt af os selv og til andre mennesker, ansvarsfraskrivelse og en virkelighedsflugt…:

  • fedme dræber langsomt og svigten består netop i at familie og venner langsomt ser et kærligt menneske langsomt tage livet af sig selv. Svigtet til det kollektive, består så I, at være en belastning for sundhedsvæsenet. Faktisk koster fedme samfundet 1,3 mia kr. årligt og 55.000 indlæggelser er direkte forbundet med fedme.
  • ansvarsfraskrivelsen handler om at du som overvægtig ikke er bevidst om, at du faktisk har et valg. Du vælger hver eneste gang du åbner munden, om den næste mundfuld vil nære din krop og styrke den, eller du vælger at proppe dig med næringsløse kalorier.
  • virkelighedsflugten og tankernes bedrag kender vi vist alle, som chokoladenkagen der først feder i morgen, slankekuren der altid starter om mandagen og stopper om tirsdagen, eller jeg er ikke tyk – bare kraftig bygget!

 

Men, ubalancen handler hverken om fedt, penge, alkohol eller stoffer. Den handler om psykisk ubalance. Og nej, det er ikke en sygdom. Du er ikke syg, du skal ikke have piller, du skal bare have en uddannelse i, hvordan din psyke og sjæl gerne vil lære dig noget om livet. Hvordan du faktisk er i stand til at hele dig selv, hvis du kan lytte til din indre visdom.

Det er dit indre sårede barn der misbruger penge, fedt, alkohol og stoffer. Det barn, der engang tog en beslutning om, at det ikke var fuldkomment, perfekt, elskelig eller værdigt. At bare det, at være tilstede ikke var OK og at nogle egenskaber, lyse som mørke, ikke var acceptable. Jeg oplever det hos mig selv og i alle coachingsessioner. I TV for nylig, i programmet Stjernerne på slottet, fandt Hans Pilgaard en oplevelse frem med en papegøjetang som emne. Hans far havde hidset sig op over, at lille Hans ikke kunne finde papegøjetangen nede i kælderen blandt alt det andet værktøj og at Hans havde fået sat fokus på sin usikkerhed. De andre deltagere i programmet syntes det var utroligt, at sådan en lille oplevelse sætter sig så dybt og at Hans sikkert var ekstra følsom… Men, nej, han leder blot efter svar, og får én efter én befriet sig selv fra de psykiske forhindringer, de negative overbevisningen om ham selv.

Alle mennesker har disse oplevelser med i bagagen, men vi er ikke uddannet til at forløse dem som voksne. De begrænsende beslutninger vi har taget som barn, uden erfaring og uden overblik, gavner os ikke som voksne. Og de sætter sig som misbrug i én eller anden form. Det der bare er så pokkers kontrastfyldt er, at det sårede barn inden i os, der råber på opmærksomhed og kærlighed, egentlig blot bliver kvalt i misbrug. Debbie Ford har en lille gimmick på hendes Shadow Work Process seminar, hvor hun tager en dukke frem og kalder dukken skældsord, banker det ned i bordet og fodre det med pommes frites og tilbyder det cigaretter. For hvordan er det lige vi behandler os selv, når nu vi aldrig i livet ville tilbyde et nyfødt barn samme behandling? Hvorfor er det blevet OK som voksen ikke at beskytte det lille barn indeni os selv? Hvorfor har vi ikke længere fortjent alt det bedste?

Det der skræmmer mig mest er, at fedme globalt set er et stigende problem. WHO skønner at der i 2030 vil være 60-70% overvægtige europæere. Hvornår tager politikerne affære? Gøre det nemmere for os at handle; fedt og næringsløse produkter er jo billige og de økologiske varer de dyreste. Jeg tror på at alle danskere ville have gavn af 0% moms på frugt og grønt. Og hvornår begynder vi i uddannelsessystemet at uddanne hele mennesker? Mennesker med indsigt og i balance, der er klar til at tage ansvar for sig selv og samfundet?

Men vi kan ikke vente på politikerene. Mit bedste indspark til overvægtige er, at alle slankekure er nytteløse uden en psykolog eller en coach ved din side. Det er din psyke der skal heles og når det er sket, vil din fedt, dit beskyttelseslag, langsomt forsvinde. Al den kærlighed og omsorg til dig selv i form af nærende mad, motion og velvære, vil løfte dig til lethed i livet.

Livet er lethed.

Read More

Soul vacation

Posted by on okt 8, 2010 in Coaching artikler | 0 comments

Lørdag gik jeg og malede lidt på overetagen her i sommerhuset på Fyn, som for en periode i mit liv kommer til at fungere som helårshus. Og mens jeg svingede penslen, lyttede jeg til Train’s megahit Drops of Jupiter… Faktisk er mit sind fuldstændig besat af sangtekster i øjeblikket, for hvad end jeg lytter til, så er det som om, at alle sangteksterne vil sige mig noget. Jeg har hørt nogle af sangene til hudløshed, men det er først nu, at der træder en ny dybden ind i forståelsen af budskaberne. Måske er jeg netop nu klar til at lytte til de vise ord, måske ved sangskriveren slet ikke selv at teksten er genial, og måske kommunikere vi som mennesker generelt bare ubevidst på flere niveauer og kan aldrig helt vide, på hvilket niveau vi bliver forstået. Vi indsamler konstant individuel viden, som legoklodser, og vi er altid selv herre over, hvilken figur vi vil bygge, afhængig af kreativitet og erfaring.

Pludselig landede brudstykker af teksten for mig;

“Now that she’s back in the atmosphere,

with drop of Jupiter in her hair

She acts like summer and walks like rain,

reminds me that there’s a time to change

Since the return from her stay on the moon,

she listens like spring and talks like June

Now that’s she’s back from that soul vacation,

tracing her way through the constellation

She checks out Mozart while she does tea-bo,

reminds me that there’s room to grow…. “

TRAIN

 

For gud hvor har jeg også været ude i rummet ren mentalt, jeg følte et stik i brystet, da TRAIN sang soul vacation, samt at jeg tænkte på bogen Eat, pray, love (Elizabeth Gilbert) – der snart har præmiere i de danske biografer med Julie Roberts i hovedrollen. Hvornår er det lige at vi stopper op i livet og rejser mentalt ud i rummet? Eller fysisk som Elizabeth? Og så for et helt år? Hvornår giver vi os selv lov til at lytte til os selv, dybt inde, lytte til verden omkring os, se hvad der virkelig sker, se med åbne og nysgerrige øjne?

Min soul vacation var absolut med tvungen deltagelse, jeg blev lagt ned, overvældet af livets mange valgmuligheder, ansvarlighed og identitetssøgen. Den kliniske verden kalder det en depression, den spirituelle verden kalder det blot en indre hovedrengøring, hvilken ikke skal nydes med medicin, men med følelser, indlevelse og action! Så det har jeg gjort. Min rejse til jupiter var ledsaget af min co-pilot, min herlige psykolog, der deler min spirituelle opfattelse og ståsted i verden. Livet er andet end kognitiv terapi, heldigvis. For hvad nytter det, at trykke endnu mere på tænke-knappen, når mine følelser, krops- og sjælsbevidsthed trænger til fokus? Det er balancen i livet, der sætter os fri.

Humøret og livsgnisten er tilbage, dog med efterveer af kognitive udfordringer, som kræver daglig hjernegymnastik for at speede processeren op igen. CPU’en er lidt støvet for tiden 😉

“Jeg har set det meste, prøvet lidt af hvert, jeg har haft det let og haft det svært. Brændt mit lys i begge ender, koste hvad det vil, ind imellem er det det der skal til. Nu sidder jeg og griner, smiler af mig selv, alt det jeg troede var væk for altid, vender tilbage alligevel – jeg er: Glad igen, ovenpå, med igen, dagen efter dagen derpå…” (c) Thomas Helmig

Jeg har tit skrålet med på denne sang, og mest når mine tårer er stoppet efter et kærlighedsbrud. Men nu, nu vil teksten mig noget nyt. At brænde ens lys i begge ender, det er præcis den følelse jeg havde, da jeg lå der, helt stille, uden lys, uden energi, som et tomt hylster. Men havde jeg vidst, at et plateau af indsigt var på vej mod mig, havde jeg også været i stand til at synge med på verset koste hvad det vil, ind imellem, er det det der skal til… For F**k hvor er det hård kost, at skulle se sig selv i spejlet, uden gnist, begejstring, med tomme øjne og en pladespiller i hovedet, der har sat sig fast i rillen af håbløshed, afmagt og kognitiv bedrag.

Heldigvis har jeg lyst til, at mine oplevelser og indsigt en dag kommer samlet til syne i min manifestation af bogtitlen Hvem har slukket dit lys?

Selvom det for mig er en gave af indsigt, så ved jeg, at stress og depression ikke er gaver for de fleste og bestemt heller ikke for samfundets husholdningskonto. Vi skal alle blive bedre til at tænde hinandens lys, at pleje de kvaliteter og bidrag, vi naturligt gerne vil give til verden. Vi skal blive bedre til at pleje os selv, at kende os selv først, inden vi kan vide hvad vi har brug for.

Jeg oplevede Emilia Van Hauen til et foredrag om hendes bog Farvel egofest – og goddag til formål og fællesskaber, hvor egoisten er blevet usmart. Men vi er nød til at bruge tiden på os selv, før vi kan pleje fællesskabet. Det er ikke andet end flyveturens sikkerheds foreskrift, at tage iltmasken på selv, før du kan hjælpe andre. Hvis du skal kunne prioritere dine aktiviteter og hermed valg i dit eget liv, skal du kende dine grundværdier. Jeg kender ikke ret mange, der faktisk selv er klar over, hvilke grundværdier deres liv skal bygges på, eller ved hvornår det er på tide at opdatere listen. Vi prædiker til virksomheder, at deres værdier, vision og mission skal gennemsyre organisationen, så kunderne og medarbejdere har klarhed og gennemsigtighed. Men hvad med os selv? Render vi ikke bare rundt som skygger af os selv med forskellige masker til forskellige situationer? Hvem er autentisk, konsistent og i overensstemmelse med de personlige grundværdier? Sådan cirka… hele tiden? Jeg kender faktisk ikke nogen. Og det er jo også bare en naturlig forlængelse af den barndom vi alle har været igennem, hvor vi skulle passe ind og måtte sno os for at få vores egne agendaen igennem. Vi er da alle, i alle aldre, mestre i maskedans, klart.

Men maskerne har en bagside, en pris der skal betales. Og igen, som et stik i brystet, blev jeg på ny ramt af Louise Hoffsten’s tekst: Box full of faces fra 1995:

When you lose face, it’s good to have one in reserve

A soul with no face, would surly be void in this world

Wrapped in foil, for pain and for joy…

Without any face, feet would be dancing with death

Leaving no trace, heart burning up in it’s breath

Laying in a hole, exchanging your soul

A box full of faces – a box full of tears (c) Louise Hoffsten

 

At skrive denne blog i dag, var som at fjerne én af mine masker. OK-masken. Jeg er altid OK, fejler intet, føler intet, alt kører glat, det er min OK-maske. Min fejlfri-maske. Jeg er klar til at tage den af. Og når vi fjerner en maske, forløser vi også en skygge, skyggen der er fuld af fejl eller ufuldkommen. Jeg fjerner en energiblokering, en prop i systemet, jeg har haft mentalt besøg af en spirituel vvs’er.

Måske giver noget af min tekst mening for dig. Måske giver det dig en anden mening, en anden dag du læser den. Sådan er det med visdom og legoklodserne. Så spørg dig selv i dag:

 

Hvilke (sang)tekster berører dig?

Kender du dine grundværdier?

Hvilke masker render du rundt med?

Hvilke masker og skygger er du parat til at give slip på

Read More

Nuet

Posted by on mar 15, 2010 in Coaching artikler | 0 comments

Nuet dukkede så fint op i mit sidste blogpost, at turde tage de positive overspringshandlinger seriøst, som f.eks. den raske sneboldskamp!

Og siden har jeg tænkt rigtig meget, hvorvidt jeg selv husker de øjeblikke der indbyder? Eller om jeg er fanget i datidens historier og fremtidens planlægning? På en skala fra 1 – 10?

Jeg tør næsten ikke svare, men kun indrømme at jeg som person har en tendens til at se frem i tiden. Jeg kender også personer der konstant dvæler ved fortiden. Og i ethvert typetestværktøj er det også et konkret outcome, hvilket tidsperspektiv der er fremherskende i vores såkaldte personlighed. Den vi har for nu, i hvert fald. Man siger at folk ærgrer sig over fortiden og bekymrer sig om fremtiden. Eller folk hviler på datidens triumfer og andre ser frem til kommende successer, mens vi glemmer nuet. Øjeblikket, hvor vores fortolkende hjerne slipper os fri og lader os være i ét.

Du kender sikkert godt de aktiviteter hvor du nemt lader dig være i nuet. Der er aktiviteter, hvor din hjerne nemt overgiver sig. Måske du står på ski? Jeg ved, at når jeg løber rigtig stærkt på ski, så er det umuligt for mig at være mentalt tilstede i andre tider. Alt energi går til øjeblikket, farten, kurverne, musklerne, koordineringen og vinden i ansigtet. Det er simpelthen en helt fantastisk oplevelse. Jeg er også god til det, når jeg sætter mig i et flysæde. Der er noget magisk over det. Jeg slipper simpelthen min kontakt til det travle liv og overgiver mig til flyets rammer.

Men, jeg løber hurtig tør for de nemme steder!

Lad mig give dig et par eksempler fra det daglige liv. Trafikken eller vejret er altid gode emner.

Hvor mange gange om dagen oplever du ikke medmennesker der prøver på ikke at være i nuet, ikke vil være i snevejret, ikke vente på den gamle dame der tager halvanden “neonrød-mand” at gå over fodgængerfeltet! Hvorfor er det så slemt at acceptere nuet og dets betingelser? Hvornår overgiver vi os?

Som sagt, så har jeg tilbøjelighed til at se frem. Og ferien lige om hjørnet bliver dagligt endevendt i mit hoved og tanker som:

  • det bliver vel nok dejligt at kunne smide vinterfrakken
  • herligt med et par nye solbriller
  • ALT bliver bare meget mere levende, California lifestyle!

Og de fleste ville nok give mig ret i, at en tur til San Diego klart skaber positive forventninger, men gør jeg så ikke nuet forkert? At alt det jeg er i, lige nu, bare skal overståes og arkiveres?

Helt ærligt, så tæller jeg ned. Ligesom et barn til juleaften. Se, vi lærte det hurtigt. At alle nu’er ikke er følelsesmæssige ækvivalente.

Og at det at vente på andre der langsomt skynder sig over vejkrydset er spild-tid. Men stop fortolkningen der danner emotionen og facittet. Nuet er fortolkningsfrit, det lever bare, lige nu!

Kys det nu

det satans liv

grib det

fang det

før det er forbi

(TV-2)

Start med en intention for din weekend, hvad skal du have fokus  på for at kunne nyde nuet? En intention er et bevidst perspektiv. Min intention vil være at se weekenden igennem en 3-årig, følge lysten og impulserne…

Eller du kunne vælge en intention som tilbagelænet. Som en gammel mand der har levet livet og opnået alt, der bare nyder avisen og ostemaden, snuser til grønsagerne i supermarkedet og har tid til at læse kassedamens navneskilt og ønske god weekend.

Du bestemmer selv, blot det øger din tilstedeværelse i nuet!

Read More

Overspringshandlinger

Posted by on feb 2, 2010 in Coaching artikler | 0 comments

Blot en måned inde i 2010 og allerede i gang med diverse overspringshandlinger, undskyldninger og kreative påfund, der helt klart saboterer mine planer!

Men pludselig fik jeg den fornemmelse at mine overspringshandlinger netop indeholder kimen til læring:

Hvad nu hvis – at overspringshandlinger er hjertets røst?

At den famøse plan er hovedets logik? At livet er blevet for kedeligt og indholdet for voksent?

Overspringshandlinger er hermed døbt til at kunne være både positive og negative. De negative kender vi allesammen. Det er dem der tager os længere væk fra målet, det mål der netop gør os godt. Som hvis du spiser en fastelavnsbolle mens du er på kur – det er en negativ overspringshandling. Men har vi glemt de positive i planlægningsræset? I denne uge så jeg en familie der midt i mørket på en parkeringsplads havde taget sig tid til en frisk omgang sneboldskamp. Jeg var inspireret og trak på smilebåndet. Et perfekt eksempel på dagligdagslivet kærlige og velkomne overspringshandlinger.

Men det der egentlig fangede min egen interesse, da jeg igen sad i en blanding af at surfe på nettet, stirre ud på den grå himmel og kigge på klokken…

Hvad feeder mine negative overspringshandlinger?

  • er jeg bedst til hardcore deadlines?
  • trænger jeg bare til ferie?
  • keder indholdet mig bravt?
  • er udfordringen for triviel?

Kan du se et mønster? Det er hovedets logik der prøver at finde mit svar. Min indre dialog. Juryen. Bestyrelsen. Menneskets fantastiske evne til at perspektivere, analysere, kategorisere og intellektualisere. Fik jeg mit svar? Næh… Det sande svar kommer fra hjertet. Motivationen kommer fra hjertet.

I mit arbejde med Blueprint Coaching(TM) kan jeg mærke udfordringen i at kende forskellen: Hvornår taler hjertet og hvornår taler et gammelt human blueprint? Som jeg skrev om sidst, det underliggende commitment der driver vores ubevidste handlinger. Således at mine overspringshandlinger kan være:

  1. Jeg er underliggende styret af ikke at ville være dikteret af andre samt holde så meget fri som muligt? (human blueprint)
  2. Mit hjerte sukker efter at komme på rette spor og kunne bidrage med det jeg egentlig gør bedst og skaber mest energi?

Kan du se forskellen? Det er ikke åbenlyst for alle. Og mange gange kan vi ikke selv spotte hvad argumentet er. Selv i coachingen, kan det være svært at spotte hvad der driver et andet menneske, fordi de fleste af os selv ikke ved det. Vi kan ikke se, mærke eller føle forskellen… Og hverdagens larm og rutine omkring os, kan forhindre os i at synke ned, lytte og være i ét med den inderste stemme, hjertets visdom. De fleste af os søger svaret udenfor, hos vores partner, søskende, forældre, venner, kolleger og bekendte. Vi søger trøst i hinandens svar, men svarerne er falske. Forudsætningen for at se ind bag mennesket der spørger, er ikke eksisterende. Det er vores eget gætværk og mangel på indsigt, dømmekraft og visdom, der vagt formulere et svar, som vores kære ven læner sig op af og bruger som trofast klippe til at få tryghed, blot for en stund… (Og derudover kan dit svar være præget bevidst eller ubevidst af din egen personlig agenda!)

Så mit bidrag til denne lille fredagstanke:blog er, at vi alle skal prøve at se forbi adfærden, vores egen og andres, vi skal se indad. Vi er alle selvopfyldende og skabende mennesker på en mission på hver vores brændstof. Næste gang din ven er træt af de forhindrende overspringshandlinger og kommer for at spørge dig til råds, så svar med et spørgsmål:

Hvilken benzin får dig smilende frem til målet?

Altså det mål som er alt for dyrebart til at sabotere med forhindrende overspringshandlinger?

Read More

Nytårsforsæt

Posted by on jan 2, 2010 in Coaching artikler | 0 comments

Det vrimler med gode råd på diverse nyhedsites, hvordan du kan holde dine nytårsfortsæt og virkelig komme i mål! Nu er det 2010 og så skal det være – året hvor dine nytårsfortsæt virkelig batter og du kan se, mærke, smage og høre en forskel.

Men kig lige tilbage på dine historiske nytårsfortsæt.

Eller kig bare på de små dagligdagsmål i løbet af året du har sat dig.

Kan du se et mønster?

Jeg kan personligt se et mønster for mine. Faktuelt er jeg lidt for optimistisk på den korte bane og når aldrig helt at anerkende min indsats i løbet af året. For jeg rykker mig, men min hjerne har en tendens til at samle på fiaskoer, hvis jeg ikke når helt i mål som planlagt. I min verden kan det betale sig at skrue lidt ned for ambitionerne og tage nogle små delmål undervejs. Jeg vil vædde med at nytårsfortsæt har samme struktur og intention som resten af vores forandringsplaner.

Derfor er det vigtigt at anerkende at du ikke har fuld kontrol over din adfærd som styres af din hjerne. Du må starte med at identificere din ubevidste adfærd og hvilke situationer der kan udløse den.

Debbie Ford (amerikansk forfatter og coach) siger ofte, at vores ydre verden er et spejl af vores indre verden. Hvis du vil kigge efter dine ubevidste handlemønstre, så kig dig omkring! Har du masser af sko i skabet og ingen penge på kontoen? Er dit hjem rodet og beskidt? Er der klinisk rent? Har du stærke sunde relationer eller flossede forhold til andre mennesker? Alt i din ydre verden har du selv skabt, bevidst som ubevidst. Det er pointen, at vi er skabende væsener. Dette er en fantastisk kraft, når vores commitment, vores nytårsfortsæt er bevidst. Men lur mig og du ikke også har en nisse boende, en egocentreret lille djævle, der har det med at sabotere selv dine mest kærlige og fremmende nytårsfortsæt? Nissen er endda super klog og snedig, den kan komme med de mest vanvittige retfærdiggørelser og rationaliseringer du nærmest slet ikke selv opdager at du har skabt! Har du ikke selv prøvet at spise, drikke eller købe noget du ikke burde, i forhold til dine overordnede mål? At du lige pludselig blev den bedste retoriker i klassen og alt gav dyb mening når du forklarede dig selv hvorfor det var helt i orden….!

Når nissen er på spil, egoet, så skal vi se nærmere på vores ydre spejl. Hvor kommer disse rationaliseringer fra, hvilke argumenter bruger vi? Det er på tide at kigge efter det underliggende commitment, det commitment som er stærkere end det mål eller nytårsfortsæt du har sat dig.

Dit underliggende commitment er følelsesstyret, det er gammelt, og det er ét du sikkert har med fra barns ben. Det er et lille fejlprogram i din software i hjernen. Det er bare så gammelt at det ikke længere spørger til, om det skal opdateres eller af-installeres.

Jeg vil gætte på at masser af danskere har lovet sig selv at nu skal der motioneres mere, spises sundt og økologisk, drikke mindre alkohol, stoppe med at ryge, tabe sig, være mindre stressede, holde den ønskeferie, spare mere op, være mere sammen med familien….

Men, nu er første uge af januar gået og hvordan gik dit nytårsfortsæt? Var det nemt? Entusiasmen holder dig sikkert stadig i gang, men du har nok allerede haft dine små rationaliseringstanker om, hvorfor du godt kan springer over træningen, spise den der kage og spare op i næste måned?

Jeg har i hvert fald!

Så det er med at grave frem hvad der egentlig sker i min hjerne og finde den følelsesmæssige sabotør, der ligefrem har en fest over, at jeg ikke når i mål med mine nytårsfortsæt. Og det er næsten skræmmende at der er en fællesnævner for mine overspringshandlinger. Jeg bliver kortvarig selvforkælet, men det er som at tisse i bukserne i frostvejr.

De underliggende commitments er skygger i vores underbevidsthed. Vi kan hente dem frem én for én, men det kræver at du kan sætte dig selv på pause. For hver handling du foretager dig, må du spørger dig selv, er denne handling i overensstemmelse med mine mål? Og selvfølgelig erkende og droppe egoets rationaliseringer, såsom:

  • chokoladen først feder i morgen…
  • at din gaderobe ikke vil være det samme uden den kjole…
  • at du løber en tur senere, når du ved du ikke får tid…
  • sagtens kan spare det dobbelte op i næste måned…

Men i stedet for at være offer for dine egne beslutninger og kreative argumenter, så kan du vælge at blive en bevidst skaber i dit liv. Du kan vælge at acceptere, at intet sker ud af den blå luft, at alt hvad der omgiver dig, er et produkt af din indre verden. Hvis du kan skabe alt det – hvad skal du så i gang med at skabe nu?

Det kræver et kærligt forhold til din indre nisse, at du omfavner det ego der egentlig bare gerne vil passe på dit indre barn, men som er blevet tussegammel og desværre ikke af-installeret i tide.

Mit nytårsfortsæt for 2010 er at jeg vil i mit livs bedste form! Jeg har meldt mig til mit første 1/2-maraton til maj.

Jeg ved at mit ego kærligt vil spænde ben for mit projekt, men jeg er på vagt og vil møde det med afvæbnende indsigt.

Read More

Roseto

Posted by on dec 2, 2009 in Coaching artikler | 0 comments

En by i Italien…

Jeg tænker på julen. Alle siger at det er hjerternes fest. Men hvorfor kun i julen? Fordi vi rigtig samles og nyder hinandens selskab? Næppe, for det er i julen herhjemme at skilsmisserne truer, at delebørnene råber på ro og kedsomhed, men julen ender for de fleste med at blive mere stresset end forventningen til den harmoniske jul – hjerternes fest…

Jeg læste om Roseto den anden dag, en by i Italien hvor der immigrerede en del italienere fra til Bangor (USA) i slutningen af 1800 tallet. Egentlig handler historien om den måde vi som videnskabsfolk indsamler data på, vores empiriske grundlag for nye opdagelser og hvilke vaner og forventninger, der kan sløre billedet, den åbenbare sandhed, når vi gætter på forklarlige variable.

Som alle andre indvandrere så slog italienerne sig ned i klynger i USA og italienerne der rejste til Bangor skabte deres egen trygge by funderet på italienske værdier og kaldte den senere Roseto… Stewart Wolf, en læge uddannet fra Oklahoma Universitetet, besøger Roseto, og da han sludrer med de lokale over en øl, fortæller byens læge, at han næsten aldrig har haft en indbygger under 65 år gammel fra Roseto med en hjertesygdom. Dette var chokerende nyt, selv i 1950‘erne, hvor hjertetilfælde var en begyndende epidemi i USA. Dette gav Wolf blod på tanden og han ønskede at finde ud af, hvad der kunne være den forklarlige variable for Roseto indbyggerne?

Pilotprojektet startede i 1961 og indbyggerne i Roseto var velvillige og stillede hjælpere og lokaler til rådighed for alle de medicinske undersøgelser. Og resultaterne begyndte at vise sig:

Indbyggere under 55 år havde ikke haft hjertesygdomme, faktisk var dødsrisikoen for ALLE sygdomme 30 – 35 % lavere end forventet.

Wolf inviterede en sociolog, John Bruhn, med til at undersøge resultaterne nærmere og sammen med en masse medicin- og sociologistuderende interviewede de nærmest alle i Roseto, alle fra 21 år og op.

De fandt overraskende, at ingen af indbyggerne havde selvmordstanker, var på drukvognen, eller stofafhængige og ingen på social overførselsindkomst… og næsten ingen kriminalitet.

Hvilken forklarlig variable?

Fra den medicinske baggrund Wolf havde, ja, så måtte perspektivet jo være, at indbyggerne i Roseto var sundere end resten af USA. Du tænker måske allerede Middelhavsmad, koldpresset olivenolie og et glas rødvin hver dag? Men nej, Roseto var ikke en sund by, faktisk var de allerede blevet integreret i den amerikanske madkultur og undersøgelse viste at 41% af deres kalorieindtag kom fra fedt. De var heller ikke særlig atletiske og mange af dem røg faktisk en hel del. Så hvis ikke mad og motion kunne forklare Roseto’s anormale adfærd, hvad kunne så? Wolf, med de lægelige briller, tænkte selvfølgelig først, at så måtte generne være den forklarlige variable. Men nej. Så kiggede han på området, kunne geografien være til hjælp? Men nej. Wolf indså, at hvis hemmeligheden ikke var mad, motion, gener eller beliggenhed, så måtte det jo være Roseto?

Wolf og Bruhn kiggede sig omkring i byen og med et andet perspektiv fandt de den forklarlige variable i adfærden:

Indbyggerne i Roseto besøgte hinanden, de stoppede på gaden og hilste og snakkede sammen, lavede mad til hinanden, deres udvidede familiestruktur med 3 generationer var et trygt grundlag for byens sociale struktur og gensidige respekt, deres  liv fra det gamle Italien havde de taget med: At sidde på en stol i solen, at have tid, ro og tålmodighed til livet. Kærligheden.

Wolf og Bruhn resulterede, at intet menneske kan analyseres isoleret og at variable som mad, motion og gener ikke er tilstrækkelige, men at kulturen, vores venner og familier, er tilstrækkelige for et langt liv…

Historien, en sand beretning, fortæller mig, at julen ikke kun er hjerternes fest, men at hjerterne skal feste hele året. At sund mad og motion nødvendigvis ikke er adgangsbilletten til et langt liv. Kulturen er, men vi trænger til at skabe en meningsfuld kultur hvor hjerterne er sunde, hvor vi vil hinanden og hvor livet kan leves…

Så husk at træk vejret langsomt, nyd øjeblikke og øs med din respekt og gavmildhed.

God jul og kram dine venner, familie og køen i julehandlen!

Read More